>Skribentforedrag -Tomas Møllehave<

Jeg er bange for alene at blive anerkendt på grund af mine forældre, siger forfatteren Tomas Møllehave. Han gik over i den modsatte grøft, men endte alligevel i forældrenes fodspor.

Den røde Volvo Amazon drøner rundt om hjørnet og holder ind på parkeringspladsen ved banegården. Døren flyver op, og Tomas Møllehave stikker hovedet ud.

- Det er helt vildt. Har du set det? Typisk formiddagsblad.

Han griner højt og længe.

Hans ansigt pryder forsiden af dagens udgave af B.T. Her bliver han udråbt som tyv.

"Jeg stjal for at glæde mor og far", står der med store typer hen over billedet af den 43-årige Tomas Møllehave og faderen, den landskendte forfatter, præst og foredragsholder, Johannes Møllehave.

- Sådan skal det være. Det er jo en god historie, selvom det er revet lidt ud af en sammenhæng. De manglede åbenbart en god forside, og så tog de mig. Men i min familie er vi efterhånden så vant til at blive hængt ud i pressen, så det rører mig ikke det mindste.

Tomas Møllehave er en stor mand. Klædt helt i sort og med kraftigt, mørkt og pjusket hår. Han får sig kringlet ned i sædet igen og starter så en talestrøm, der ikke holder op, før vi holder foran det lille hus i Hornbæk, hvor han har boet de sidste 12 år. Små 95 kvadratmeter til tre børn og to voksne.

- Det er lidt, men godt. Sådan har det altid været i min familie. Men da jeg var yngre, var mit største mål her i livet at blive rig og få mig et stort hjem, hvor folk kunne møde mig bag mit mahogniskrivebord. Jeg ønskede inderligt at blive magtfuld. Alt det, som mine forældre ikke var, siger Tomas Møllehave og serverer en kop rygende varm te.

Kedlen sætter han lige oven på billedet af sin far på forsiden af avisen.

- Hov, det havde jeg ikke lige set. Nå, han overlever nok. Det gør han jo altid, siger Tomas Møllehave.

Det er fars skyld

Familien er et tema, der fylder meget i Tomas Møllehaves liv. Som søn af forfatterne Herdis og Johannes Møllehave er han vokset op med et sæt kendte forældre, hvor fortællinger var en del af hverdagen. Hver aften fik den unge Tomas læst historier højt af faderen, og det er derfor, han i dag giver sin far en del af skylden for den ordblindhed, der har plaget ham hele livet.

- Der var jo ingen grund til selv at læse bøger, når jeg vidste, at min far hellere end gerne ville læse dem højt for mig, siger Tomas Møllehave og smiler.

- Jeg har fået utrolig meget opmærksomhed fra min far, og han har altid haft store ambitioner på mine vegne. Han ville så hjertens gerne have, at jeg blev præst ligesom ham. Det ville glæde ham så umådelig meget. Men jeg var overbevist om, at jeg ikke ville kunne klare teologistudiet. Det er jeg stadig i dag. Det står for mig som et bjerg, jeg ikke kan bestige. Hvis jeg kunne, ville jeg gøre det. Men heldigvis har det altid været sådan i mit hjem, at kærlighed ikke er betinget af mine præstationer, men bare af det faktum, at jeg er til, forklarer Tomas Møllehave.

De mange historier og oplevelser fra barndommen har han dog taget til sig. Og selv om han i sine unge år ville være alt andet end skribent, så tjener han i dag sine penge på samme måde som forældrene har gjort - som forfatter og foredragsholder. Han har skrevet ni bøger - heraf en del erindringer.

- Min opvækst er blevet til mit levebrød. Jeg ville ønske, det ikke var sådan, men det er det virkelig. Derfor frygter jeg også allermest, at folk bare læser mine bøger eller hører mine foredrag, fordi jeg har et berømt efternavn. At jeg bare er en tom ballon. Jeg har en fornemmelse af, at andre mennesker har et meget fast fundament at leve deres liv på, mens mit eget er enormt skrøbeligt og vakkelvornt. Jeg er bange for alene at blive anerkendt på grund af mine forældre. Derfor var det i min ungdom også vigtigt for mig at lave noget helt andet end dem. Jeg blev kontrær og gik over i den modsatte grøft.

Helt hysterisk

Som 14-årig gik han med stok og bowlerhat. Han ville være børsspekulant, og det faldt ikke i god jord i hjemmet. Senere meldte han sig ind i Fremskridtspartiet, han hånede kirken og var en rigtig kapitalist. Alene fordi det var det modsatte af forældrene.

- Mit latterlige oprør. Det var helt hysterisk i puberteten. Men det skal man gøre. Det er sundt. Jeg var bevidst meget asocial, fordi mine forældre havde så stort et socialt engagement. Det var mit mål at skabe mit eget liv. Og når jeg blev så ekstrem, var det fordi, jeg ville væk fra alt det, mine forældre stod for.

Flirten med Fremskridtspartiet varede i to år. Så blev han i stedet filmoperatør i en biograf og tog med sine forældre ud at holde foredrag. Det var her, han sugede til sig. Lærte de mange små fifs om, hvordan man fortæller en historie og holder fast i publikum.

Det gav ham en tro på, at han duede til noget. Og da han selv blev en efterspurgt foredragsholder, følte han, at han ikke længere stod i skyggen af sine forældre. Men som han selv siger, havde han dengang nærmest monopol på at tale om ordblindhed.

I nogle år væltede han lidt rundt, havde forskellige småjobs, åbnede en café og tjente til livet ved at tage ud i alle landets forsamlingshuse og fortælle sin historie. Men da han fyldte 26, tog han sig sammen. Han søgte ind på Filmskolens nyoprettede manuskriptlinie og kom ind.

- Det var ret vildt. Jeg følte virkelig, jeg havde vundet status. Det var noget, jeg kun havde turdet drømme om, og pludselig var jeg en af de udvalgte otte. Det var en ære, og jeg ringede straks til alle mine venner og familie, husker Tomas Møllehave.

Med hjælp fra "et hav af sekretærer" gennemførte han på trods af sin svære ordblindhed uddannelsen og fik kort efter udgivet sin første roman, en børnebog, der var så langt fra forældrenes forfatterskab som overhovedet muligt, forklarer han.

- Det var ikke noget, hverken min mor eller far ville have rørt ved. Så på den måde prøvede jeg ikke at efterabe dem. De fik heller ikke lov til at læse den før udgivelsen. Min far ville nok bare have sagt: "Er du nu sikker på, at det her hænger godt nok sammen?", og så ville det blive hans bog. Det ville jeg under ingen omstændigheder have. Folk kunne finde på at sige: "Ahh, det er nok bare hans far, der har skrevet den". Den paranoia ville jeg ikke ligge under for.

At være opelsket

Der skulle gå en del år, før Tomas Møllehave fandt sig til rette i rollen som forfatter. Og efterhånden har han erkendt, at han til tid og evighed vil blive konfronteret med sit familieære bagland.

- Mit efternavn afslører jo en del. Men det er ikke sådan, at jeg føler en voldsom stor forpligtigelse over for navnet. Jeg har aldrig tænkt, at det ville være rart ikke at have været søn af Herdis og Johannes. Jeg har heller aldrig prøvet andet. Men jeg har en meget stor ærbødighed, når jeg for eksempel møder mænd, der er vokset op uden deres fædre, og som selv har fundet ud af, hvad de skulle bruge deres liv til. Mænd, som har fundet deres egen skæbne. Det skyldes vel, at jeg har fået så meget af min far. Han har altid været der for mig.

Tomas Møllehave ser tilbage på sin opvækst som værende god. Han taler om at være "opelsket" frem for opdraget og siger selv, at både hans ordblindhed og forældrenes skygge har givet ham en modstand, som han ikke ville have været foruden.

- Det er den, der har givet mig kraften og modet. Ligesom det er fiaskoen, der gør, at du mærker succesen. Du kan kun have det godt, hvis du har prøvet at have det skidt. I stedet for at se på min arv som et onde, opfatter jeg min fortællelyst og -evner som en gave, jeg har fået af mine forældre.

Selvom han kun er 43 år og står over for at skulle være far for tredje gang, så taler han gerne højt og længe om døden. Et emne, der altid har fascineret ham. Tomas Møllehave vil dø, når han er bedst. Han forklarer, at det skal ske på scenen under et foredrag. Men først når han har talt ud. Det er drømmen.

Blå bog

Tomas Møllehave er født i 1961 og uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 1988. Han er søn af præsten, foredragsholderen og forfatteren Johannes Møllehave og den nu afdøde forfatter Herdis Møllehave. Han har to søskende, Mikkel (40), der studerer teologi og Anne Kathrine (37), der er selvstændig grafisk designer. Han bor i Hornbæk sammen med sin kone, Linda Maria Møllehave, og to af hendes børn samt et enkelt fælles barn. Desuden har han en søn fra et tidligere ægteskab.

Tomas Møllehave debuterede i 1985 med bogen "Aben, gøglet, pigen og mig". Siden har han skrevet "Spørg spøgelset" (1986), "Handel med livet" (1987), "Tid til at elske" (1990), "Præsterødder" (1993), "Den barmhjertige djævel" (1998), "Vild far" (1999), "Den værste kvinde" (2000) og senest "Fryd" i 2004.