Scoopreporter - Rasmus Tantholdt

En kendt TV2-mand skriver en bog om sin nære ven, en kendt TV2-reporter. Bogen handler om TV2-reporterens arbejde for TV2 og udgives på TV2s nye bogforlag. Lyder det som navlepilleri?

Ja. Men Kristian Frederiksens bog Venner i fjendeland - Rasmus Tantholdt og Amin Al-Ameedee er heldigvis mere end det. Bogen skildrer TV2-reporter Rasmus Tantholdts livsfarlige reportageture i det Irak, der nok blev befriet for en grum diktator - Saddam - men aldrig blev det fredelige og blomstrende demokrati, der angiveligt var planen.

I stedet blev Irak igen til fjendeland, en dødsmaskine, der koster menneskeliv hver dag. Det spinkle håb om bedre tider, da de befriede irakere for første gang kunne stemme frit, blev hurtigt druknet i blod fra sekterisk vold. I dette forpinte og plagede land møder Rasmus irakiske Amin, der hjælper journalister med praktiske ting, som kan sikre deres overlevelse: Booking af sikre hoteller, tolkearbejde og meget mere.

De to udvikler et nært venskab, og Amin redder Rasmus liv flere gange, når det går galt. Og det gør det. For eksempel da Rasmus, Amin og fotografen Simon bliver tilbageholdt i Karbala af bevæbnede militsmænd. Her fik Rasmus stukket en pistol for panden, men takket være Amins talegaver slipper de alle fri med livet i behold.

Rasmus Tantholdt er i starten en ung, ambitiøs tv-journalist, men aldeles uerfaren som krigsreporter, da han første gang tager til Irak. Med dødsforagt kaster han sig ud i den ene livsfarlige reportagetur efter den anden. Imens har han efterladt sin gravide kæreste, TV2-værten Caroline Boserup, derhjemme. Gennem årene bliver Rasmus kendt som TV2s ansigt i Irak, den unge, frygtløse reporter i fjendeland. Næsten lidt Tintinsk.

Rasmus får flere journalistiske scoops i Irak og stiger i graderne, fra almindelig TV2-reporter til stjernejournalist. Men bogen om ham og vennen Amins bedrifter i Irak kommer aldrig helt ind bag facaden. Rasmus satser alt på karrieren som krigsreporter, mens familien - heriblandt en lille søn - må vente. Han er nærmest besat af at nå til Irak for at dække henrettelsen af Saddam og kaster alt andet til side. Det var kulminationen på arbejdstimerne, anstrengelserne og ambitionerne. Irak var blevet en del af hans identitet. Epicentret i hans selvopfattelse, skriver Kristian Frederiksen om sin ven Rasmus.

Men hvorfor? Hvorfor denne leg med døden i fjendeland, mens ansvaret som nybagt far kommer i anden række?

Rasmus er afhængig af at mærke det, som lidt teatralsk bliver kaldt historiens vingesus. Han vil være til stede, når begivenhederne udspiller sig, og det er vingesuset, han nyder, skriver Kristian Frederiksen - teatralsk.

Ind imellem er bogen tæt på at kamme over som en kammerats hengivne hyldest til sin frygtløse og dygtige reporterven. Men der er også nervepirrende spændende kapitler, som man læser lynhurtigt. Især de mange situationer, hvor Rasmus er i fare. På mirakuløs vis klarer Rasmus den hver gang, selv et angreb med en vejsidebombe slipper han uskadt fra.

Men der er ikke langt fra vovemod til overmod og dumdristighed, og den slags kan på et splitsekund koste liv i Irak. Det er på denne knivsæg, Rasmus Tantholdt bevæger sig - legen med døden. Mens vi andre sidder hjemme i vores trygge stuer, følger ham på tv-skærmen og beder til, at der ikke sker noget.

Hvilke personlige omkostninger, det livsfarlige job som krigsreporter nødvendigvis må have haft, får vi ikke svar på i Kristian Frederiksens bog. Rasmus og Caroline Boserup blev som bekendt skilt, og det ville være overmenneskeligt, hvis de voldsomme oplevelser i Irak ikke påvirkede psyken. Det kan man ikke læse meget om i bogen, der ikke når helt ind i krigsreporteren Rasmus Tantholdt, ind bag facaden. Lidt overfladisk, lidt glorificerende, men spændende.